Philip Petersen - nu med mod på nye udfordringer!

Jeg har siden jeg kom hjem i weekenden, haft nogle meget korte og turbulente dage i mit liv, som har vendt mit liv på hovedet, i hvert fald i forhold til hvordan jeg havde planlagt det næste stykke tid skulle være.

Før jeg tog til Las Vegas for at lave reality program, var status, at jeg efter hjemkomsten skulle ud på DR ung og sidde som projektleder i en test periode på 6-7 måneder. Et job som på mange måneder repræsentere alt det som jeg ønskede mig i mit videre forløb; mange muligheder, de rigtige kollegaer, et medieselskab med bred berøring og så var det i KBH. Reelt set kunne man vist godt sige at det var et ønskejob der stod og ventede 3. april.

Men så tog jeg jo til Las Vegas for at lave reality tv, mest for oplevelsens skyld, men bestemt også for at teste mig selv. Jeg havde siddet i 5½ år i Nordisk Film og blevet en del af den maskine der var på stedet, jeg havde måske nok lullet mig selv lidt hen det sidste års tid af min ansættelse.

Derfor var Las Vegas turen en mulighed for at bekræfte over for mig selv, at jeg kunne levere et solidt stykke arbejde over for nogle mennesker som jeg ikke havde arbejdet med før. Jeg har altid fået at vide at jeg kunne af andre, men måske troede jeg ikke helt på det selv. Men jeg skal love for at jeg fik leveret, og det over alt forventning! I forhold til hvilke vilkår der skulle laves TV under, er jeg selv ret forbløffet over hvordan jeg taklede situationerne og hvor gode mine løsninger blev. Selvfølgeligt var jeg ikke alene om det, der var et fantastisk hold med, men det som var mit ansvarsområde, fik jeg løst til fulde.

Det var egentligt først dagen før vi skulle hjem, at jeg havde overskud til at begynde at tænke på andre ting - primært at jeg skulle starte på DR nogle dage efter hjemkomsten. Det var jeg egentlig rigtig glad for at vide, men jeg var mest glad for den bekræftigelse jeg havde fundet i det arbejde jeg havde udført, nemlig at jeg kunne kaste mig ud i nye eventyr og være et stort aktiv både professionelt og menneskeligt.

På vejen hjem i flyveren, sad jeg ved siden af en kollega som havde fundet et eksemplar af BT på vejen ind i flyet. Undervejs i læsningen underholdte han med de mærkelige artikler som avisen havde valgt at fokusere på. Det virkede enormt dansk på en eller anden måde, ret så navlebeskuende og til tider lidt småligt. Det virkede ret umotivenrende for min tur hjem, nu havde jeg lige været væk i næsten tre uger og skulle hjem til DK og der var bare ikke noget nyt under solen og det der var at fortælle var så gabende intetsigende!

Ca. en uge før jeg skulle hjem fra Las Vegas, chattede jeg med min gode ven Henrik, det var ham som oprindeligt havde tilbudt mig et job i London, som jeg takkede pænt nej tak til, fordi jeg gerne ville blive i KBH. Mens vi sad og chattede, fik han nævnt at han var ved at interviewe kandidater til stillingen han havde tilbudt mig. Med andre ord ville han bare lige pointere at jeg var et røvhul for at have sagt nej, men hvis jeg havde ombestemt mig, så var der stadig en mulighed. Med et smil på læben, skrev jeg tilbage "man ved jo aldrig hvad der kan ske...".

Ankomsten i KBH. var mildest talt et stort antiklimax! Så meget at jeg faktisk var lidt deprimeret over det. Jeg havde bevist at jeg kunne levere et super professionelt stykke arbejde og nu manglede jeg et sted at gøre det, et sted som kunne give mig suset jeg havde fået i Las Vegas.

Dagen efter jeg ankom, mødte jeg Henrik over en kop kaffe og med uro i kroppen fik jeg vist fremstammet at jeg kræftigt overvejede at tage hans tilbud, hvis det stadig var aktuelt. Det var det, så jeg bad om en dags tænke tid til at vende det i min mave.

Dagen efter ringede jeg til Henrik, efter jeg havde besluttet mig, jeg tror jeg sagde noget i stil med: "Jeg hader når du har ret Henrik! Du sagde at jeg ville komme tilbage når jeg var blevet klar og det er jeg nu! Skal vi lege?"

Om små 2 uger er jeg på vej til London...