Vi tæller dagene...

Året er fire dage gammel, der er 362 dage tilbage før vi skal holde de officielle kollektive tømmermands lege endnu engang. 158 dage til jeg må erkende at jeg bliver ældrere og er tættere på at skulle kigge på gangstativer - jeg håber, til den tid, at Google har købt Segway, så jeg fra samme rullende maskine kan søge efter de mest ydreliggende Starbucks i verdenen, mens jeg futter afsted efter Latte's...

Der er 32 dage til Superbowl, 27 dage til jeg stopper mit nuværende arbejde, 5 dage til jeg skal til jobinterview, 2 dage til Google formodenligt svinger første slag mod Microsofts OS verdens dominering og 8 timer til jeg skal på arbejde...

Jeg besøgte i eftermiddags min veninde Sophie og hendes datter Agnes, nu 22 måneder gammel. Jeg er en af hendes gudfadere, desværre ser jeg hverken hendes mor eller gudbarnet særlig tit, fordi jeg aldrig synes at have tid.

Mens jeg sad og læste en "Anne og Lotte" bog for Agnes, gik det op for mig at jeg er ved at glide fra nogle de venner som jeg har nærmest, ikke fordi at det er planen eller der er sket noget for skabe det, men fordi fokus ændre sig, jeg har taget nogle beslutninger og mine venner har taget nogle beslutninger - og det passer ikke altid sammen.

Jeg vil aldrig blive uvenner med Sophie, jeg vil altid holde rigtigt meget af hende og jeg vil altid være der hvis hun har brug for mig - og det samme ved jeg hun vil være for mig, men vi er bare ved at ændre vores fokus for vores respektiv liv og det er ok. Der er vel en slags form for usagt accept omkring det.

Så at tilbringe nogle timer med Sophie og Agnes var en velsignelse og jeg nød det til fulde. Mere end jeg har gjort før. Jeg ved vi er venner, vi vil altid være det, men tiden og omstændighederne har ændret sig - og det er helt ok med os begge.

Så det kan godt være at dagene går og der sker en million ting omkring mig. Men når jeg endeligt har de øjeblikke med dem jeg holder af så skal jeg blive bedre til at nyde øjeblikket, ikke altid bekymre mig over at jeg skal afsted igen og overskue de næste udfordringer.

Det lyder måske banalt, at kommet til konklusionen om "at nyde øjeblikket", men jeg bliver nød til at lære det.

Ellers kører jeg jo bare videre på min Segway når jeg bliver gammel, mens jeg bekymrer mig om at komme næste sted hen hurtigst muligt, i stedet for kunne nyde stedet jeg er, bare et kort øjeblik...

-PiP